To dage med Laravel-nørderi på Refshaleøen

Den 20. og 21. august deltog jeg i Laravel Live Denmark 2026 på Refshaleøen i København.

To dage med omkring 300 Laravel- og PHP-folk, talks, networking og selvfølgelig en hel del nørderi.

Programmet spændte ret bredt – fra sikkerhed, scaling og PHP til NativePHP, Inertia, open source og ikke overraskende en hel del AI.

AI fylder – men på en interessant måde

Et af de temaer, jeg især tog med mig hjem, var AI.

Mateus Guimarães fra Laravel viste eksempelvis, hvordan man bygger en AI Agent CLI fra bunden i PHP, mens Ondřej Mirtes, skaberen af PHPStan, vendte perspektivet lidt med Rules, Not Prompts: PHPStan and Coding Agents.

Det sidste ramte noget ret aktuelt.

Vi kan få AI til at producere enorme mængder kode, men det gør værktøjer som tests, statisk analyse og klare regler mere relevante – ikke mindre.

Det handler efterhånden mindre om, hvorvidt vi skal bruge AI som udviklere, og mere om hvordan vi bruger det fornuftigt.

Masser af Laravel

Der var heldigvis også rigeligt med helt klassisk Laravel-nørderi.

NativePHP var spændende, fordi det åbner muligheden for at tage Laravel med ud af browseren og bygge native desktop- og mobilapplikationer.

Pascal Baljet fra Laravel gik den modsatte vej og helt ned i maskinrummet med How Inertia actually works.

Og Liam Hammetts 50 Laravel Tips var præcis den type talk, hvor man flere gange når at tænke:

“Nå… kan Laravel også det?”

Det er nok en af de ting, jeg holder mest af ved Laravel. Selvom man har arbejdet med frameworket længe, bliver man ved med at opdage små ting.

Taylor Otwell møder DHH

Konferencen sluttede ret passende med Taylor Otwell og David Heinemeier Hansson på samme scene.

Skaberne af henholdsvis Laravel og Ruby on Rails i en fireside chat om frameworks og softwareudvikling.

En ret fed afslutning på to dage i Laravel-land.

Jeg tog i hvert fald hjem med en god portion inspiration – og som det ofte sker efter en udviklerkonference, også med en liste over ting, jeg nu har lyst til at prøve, som er væsentligt længere end den tid, jeg har til det.

Tak til Laravel Denmark for et virkelig godt arrangement. Vi ses forhåbentlig igen næste år 👋